Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Slottet

Historien

I 1694 anrettede en voldsom storm så megen skade på den gamle borg på Sudden, at genopbygningen blev opgivet. Godset solgt til privateje, og bygningerne flyttet til den nuværende placering som en helt almindelig herregård. Da Christian Holger Adeler og Karen Basse Fønss overtog Hindsgavl i 1773, kom der stor aktivitet på stedet. De opførte en ny hovedbygning (1784)med sidefløje og avlsbygninger. Karen Basse Fønss´ brorsøn overtog Hindsgavl i 1808. Han stod for opbygningen af flere markante bygninger i oplandet: Adlerhus (1852) og Grimmerhus (1859), som dengang var enkesæde, og i dag rummer Danmarks Keramikmuseum, samt startede skovrejsningen på Hindsgavl i 1830.
Karen Basse Fønss bestemte i testamente af 1803, at Hindsgavl som stamhus fremtidig skulle ejes af familien Fønss. Bestemmelsen gjaldt frem til 1921, hvor Frederik Niels Basse Fønss solgte avlsgården, landbrugsjorden og det meste af skoven til Middelfart Kommune.

Fra 1922 lejede Foreningen Norden slottet og aktieselskabet Hindsgavl købte i 1924 hovedbygningen, parken, engen og borgruinen samt en del af skoven til brug for Foreningen Norden.

Det nuværende Hindsgavl Slot er det tredje slot på stedet. Avlsgården er klassisk placeret som et trelænget anlæg, der spiller sammen med hovedbygningen og dens to fløje. Avlslængerne var oprindeligt i bindingsværk, men en brand i 1858 ødelagde dem totalt, hvorfor de nuværende avlslænger er opført i tegl.

Den 23. juni 1977 brændte avlsbygningerne igen, denne gang ejet af Middelfart Kommune. De blev genopbygget i 1978-79, dog måtte stråtaget måtte vige for tegl.

 

Nutiden

Først i 2005 blev Hindsgavl som bygningsanlæg samlet igen, da Realdania Byg tilbagekøbte avlsgården af Middelfart Kommune. I dag ejer Realia bygningerne, parken, Sudden og Julieplantagen. Hindsgavl Slot bliver løbende renoveret og vedligeholdt. Siden 2006 er der bygget nyt køkken og a la carte restaurant. Alle værelser i hovedbygningen er blevet renoveret i slotsstil, og ko- og svinestald er blevet ombygget til værelser.

Parken er en af landets bedst bevarede slotsparker. Parken blev oprindeligt anlagt som en barokhave med terrasser, damme og alléer fra omkring 1750. I 1814 blev haven omlagt i romantisk stil med udsigtspladser, lysthuse, vandløb og bassiner med tilhørende broer.