Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Efterår i naturparken

Kulturhistorie 
Broen

En bro over Lillebælt var på tale fra midten af 1800-tallet.
Omkring 1920 kom der seriøse drøftelser i gang. Før den tid havde en bro over Storstrømmen fra Sjælland til Falster haft første prioritet hos De Danske Statsbaner. Men Sønderjyllands indlemmelse i Danmark i 1920 ændrede såvel det politiske billede som trafikbilledet.

I 1924 blev lov om en jernbanebro over Lillebælt vedtaget. Der var enighed om, at projektet kun skulle omfatte en jernbanebro: Automobilskatten indbragte så få penge, at det var utænkeligt at fordyre byggeriet med en færdselsbro. Fire år senere var antallet af biler steget så voldsomt, at lovgrundlaget blev ændret, og i 1927 blev det vedtaget at bygge en kombineret færdsels- og jernbanebro.

Merudgiften blev anslået til 7.525.000 kr, som skulle dækkes med et årligt bidrag på 500.000 kr, som skulle skaffes gennem motorafgifter. Derfor blev der i 1927 indført såvel en årlig vægtafgift på biler samt en benzinskat på 7 øre pr. liter. Broen blev af hensyn til den danske økonomi planlagt til at blive bygget over 10 år. Jordarbejdet startede i december 1925 på Hindsgavl mark på Fynssiden. På begge sider af Bæltet skulle der laves jernbanedæmninger, der skulle føres frem til brohovedet samt anlægges nye banegårde med rangerterræn. Fra 1927 kom vejanlæg ligeledes ind i billedet. Bygningen af selve broen startede i 1930 efter arbejdsmandsstrejken. Først byggedes sænkekasserne, den første var på plads på vandet i maj 1931. Derefter blev strømpillerne støbt op. Den første stod færdig i november 1932, den sidste i marts 1934. Overbygningen blev bygget i 1933-34. Stålkonstruktionen var fuldendt i november 1934, hvorefter jernbane og vejbane blev bygget.

Indvielsen af broen var stor festlighed, der fandt sted 14. maj 1935 med kong Christian X i spidsen.

Se mere på http://www.middelfart-museum.dk/lillebaeltsbroerne/index.php?option=com_frontpage&Itemid=32  

Sidst opdateret af Administrator
12. juli 2013

 NATURPARKEN Hindsgavl Dyrehave